Historien om de danske nederlag

Danskerne har tabt alle krige gennem de seneste 800 år, skriver Preben Bille Brahe, som fører læseren frem til i dag. Fra fodnotepolitikken i 1980’erne er Danmark med Nato gået helt i den anden grøft. Preben Bille Brahe mener den aktivistiske udenrigspolitik har fået lov at løbe linen ud, at den skal helt væk. Verden bliver ikke bedre af, at vi skyder på den. Tværtimod. Hvis vi vil en bedre verden, så findes der andre og betydeligt bedre værktøjer, skriver han. (Oprindeligt bragt www.Kontrast.dk)

Danmark har med stor omhyggelighed tabt alle krige de sidste 800 år, helt præcist siden 1227. Det rejser spørgsmålet, om vi som nation, som folk, som kultur er i stand til at lære af vores erfaringer?

Det burde jo kalde på forsigtighed hos vores regering og Folketing, men de synes at være blandt de mest krigeriske høge i Europa. Fra fodnotepolitikken er vi gået helt i den anden grøft.

De fleste ved, at Valdemar Sejr i 1219 vandt Estland for sig, himlen åbnede sig og skænkede os Dannebrog. Derfor har vi givet ham tilnavnet Sejr! Fem år senere, den 6. maj 1224, bliver han kidnappet efter en jagt på Lyø og ført i lænker til Tyskland af sin vasal grev Henrik af Schwerin. Det kostede Danmark enorme mængder guld og sølv at købe ham fri. Kongen havde svoret ikke at tage våben op imod Henrik, men gjorde det alligevel.  Den 22. juli 1227 tørnede den danske hær ledet af Valdemar sammen med en alliance af nordtyske grever ved Bornhøved. Det blev til et svigende dansk nederlag. En tysk krønike gør nar af Valdemar med en illustration, hvor Valdemar i fejhed forlader kamppladsen og svigter sine hær. Som konsekvens mistede vi store landområder i Nordtyskland og herredømmet i Østersøen.

Siden da har vi tabt alle krige, og senest kan vi føje Irak og Afghanistan til. Vi kan have vundet første runde eller enkelte slag, men det ændrer ikke ved, at når krigen var endeligt afgjort stod Danmark tilbage som taber.1657-60 mistede vi Skåne, Halland, Blekinge og halvdelen af Danmarks befolkning som følge af krig og hungersnød. I 1814 mistede vi Norge, 1848-64 Sønderjylland i en krig, hvor alle danskere efterfølgende kendte nogen, som havde mistet livet. Herefter afstod Danmark fra at anvende fysisk krigsførelse som politisk virkemiddel indtil NATO-bombningerne i Kosovo i 1999.

NATO er født som en forsvarsalliance. Hvis et medlemsland bliver angrebet, træder de andre til. Det er forsvar og beslutninger i relation hertil forsvarspolitik. Men med Balkan tog NATO en ny rolle og forlod den rene forsvarspolitik til fordel for aktivistisk udenrigspolitik. Under den første Irak-krig i 1991 forklarede major Svend Bergstein på Nationalt TV, at krig var forfølgelse af udenrigspolitiske mål med militære midler. Danmark var blandt koalitionen af frivillige og bidrog med den danske Korvet Olfert Fischer til ørkenkrigen. Derefter kom Afghanistan 2001-21, Irakkrigen 2003-2011, Libyen 2011 osv. Navnlig Anders Fogh Rasmussen syntes meget begejstret for den aktivistiske udenrigspolitik. I dag nægter folketinget at tage stilling til, om man opnåede noget ved de nævnte krige? Måske med god grund?

Georg Bush formulerede den ædle målsætning, at Afghanistan skulle omformes til et demokrati efter vestligt forbillede med respekt for menneskerettigheder, rule of law osv. Mens svenskerne sammen med de øvrige Skandinaviske lande lagde sig i det relativt fredelige Nordafghanistan, skulle Danmark ligge sammen med englænderne i det farlige syd. Danmark havde et traume fra 2. verdenskrig, og derfor skulle vi nu vise, hvor barske og dygtige vi kunne være i kamp imod afghanske bønder. Det har kostet os 44 døde og 241 sårede.  

I 2018 blev det beregnet at det kostede 1 mio. danske kroner i gennemsnit for en familie at opfostre et barn. Forældrene og samfundet har brugt tid og penge på skoler, børnehaver, tøj, cykler, mad, osv. I bagklogskabens ulidelige klare lys må vi konstatere, at hver en krone har været spildt. Det eneste vi har fået ud af det, er de efterladtes sorg og et par tusinde krigsinvalider. Ca. 10% af Danmarks udsendte får efterfølgende en psykiatrisk diagnose.

De udenrigspolitiske mål, vi forfulgte, var amerikanske. Vores interesse lå kun i at få Washingtons opmærksomhed. Muligvis har vi også forestillet os, vi kunne slippe billigere fra vores forpligtelser i NATO, hvis vi var villige til at ofre nogle danske soldater. Vi har været anvendt på samme måde som romerne anvendte auxiliærtropper for 2.000 år siden og har haft præcis lige så lidt indflydelse på, hvad der egentlig var mål, formål og hensigt.

USA er som demokrati en meget ustabil partner. Præsidentrivalen må naturligvis lægge afstand til præsidentens politik. Derfor sagde Obama, han var valgt på at standse disse krige, hvorefter han åbnede døren på vid gab for islamisk stat i Irak og Syrien. Trump lavede en aftale med fjenden uden at USA’s allierede eller Afghanistans demokratiske regering overhovedet blev hørt. Biden fastsatte en symbolsk dato, den 11. september, som så blev den 31. august. Alle som har arbejdet med efterretninger i Afghanistan ved, at Taliban ingen steder kommer om vinteren fra november til februar pga. opblødte veje. Fra februar til maj dyrker de opium. At vælge en dag i august eller september er fuldstændig blødt, men USA’s mange tusinde militære stabe blev tydeligvis ikke spurgt. Amerikanerne forlod Afghanistan i ly af mørket uden at orientere de afghanske allierede. Da alle nabolandene havde lukket grænserne og ikke gav visa som følge af corona, opstod panik i lufthavnen i Kabul, som var den eneste vej ud. Efterfølgende har Taliban jagtet og slagtet de mennesker, som bistod os i at gøre Afghanistan til et bedre sted. Taliban bruger islamisk stat og al-Qaeda som emirer i provinser med uro. Som Europæisk politiker er det værd at hæfte sig ved, at USA skifter udenrigspolitik minimum hver 8. år.  

Irakkrigen blev startet op af det Hvide Hus på nogle tvivlsomme påstande om Iraks deltagelse i WTC og besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Ved en ualmindelig klodset og arrogant fremfærd lykkedes det amerikanerne at jage alle sunnierne i armene på islamisk stat. Den 19. august 2003 blev FNs hovedkvarter i Bagdad ramt af et selvmordsangreb, som dræbte 21 hvorefter FN og alle NGO’er trak sig ud og efterlod militæret alene.  I 2011 trak USA sig ud, men har siden været til stede i træningsmissioner, hvor også danske soldater har været med. Efterfølgende lærte islamisk stat børn ned til fem år at skyde, og de fik lov til at øve sig på Iraks kristne befolkning, kopterne. Mange af dem arbejdede i den grønne zone bl.a. på den danske ambassade som vagter og rengøringsfolk. I dag er de fleste døde sammen med resten af Iraks kristne befolkning. Irakkrigen kostede Danmark 8 dræbte og 19 sårede. Psykiske skader ikke medregnet. Det menes at en million irakere mistede livet i tiden 2003-11.

Vi har tilsyneladende glemt, hvordan vi selv reagerede, da vi fik besøg af den tyske hær. Den 9. april stod mange danskere og vinkede velkommen til de tyske soldater. 5 år senere var alle frihedskæmpere. Vi har nogle fine tanker om stabiliseringsoperationer. Det virker bare ikke. De hviler på urealistiske forudsætninger. Som veteran fra Afghanistan, Irak og Kosovo er det min oplevelse, at den aktivistiske udenrigspolitik har været en katastrofe, og jeg bliver trist, når jeg tænker på alle dem, som kom i klemme i den. En hule i Afghanistan fyldt med kvinder, børn og gamle fra en nærliggende landsby, som NATO-fly ved en fejl fyldte med bomber, den fortvivlede informant hvis mobiltelefon, vagten desværre var kommet til at udlevere til Taliban. Bonden som hjalp os, som vi efterfølgende var ude af stand til at beskytte. Angrebet og nedkæmpelsen af 70 talibaner, som bagefter viste sig at være fredelige bønder, hvor forsvarsministeren bare ville have deres opiumsmarker Osv. 

Efter vi har bombet Libyen, har vi ikke vidst, hvem vi skulle ringe til, når vi ville tale med dem. I stedet for er landet blevet transitland for titusinder af flygtninge, kriminelle og islamister, som har taget turen over middelhavet og destabiliseret Europa. Det har været et selvmål af helt ufattelige dimensioner.

Derpå har vi været i Mali sammen med franskmændene, indtil det viste sig, at Mali absolut ikke ønskede vores troppers tilstedeværelse. Vi sendte patruljeskibet Esbern Snare til Guineabugten ved Vestafrika. Før udsendelsen var der kritik af, at der ikke var nogen aftaler med landene dernede. Men Esbern Snare skulle ikke i kamp, kun sende et politisk signal. Knap var de kommet derned før de dræber fem og tager fire til fange. Formodede pirater siger søværnet. Selv siger de, at våbnene var til selvforsvar. De tre fanger sættes i land, mens den fjerde er såret og bringes til Danmark, hvor han nu får kunstigt ben, genoptræning, familiesammenføring og førtidspension. Tænk hvis det var Nigeria, som sendte krigsskibe herop og begyndte at ransage fiskerbåde i internationalt farvand i Øresund? Vi har en forestilling om, at demokrati og markedsøkonomi er historiens slutpunkt. At når man er nået dertil, så kan et samfund ikke udvikles højere. Heraf følger også, at når andre ikke er som os, så er det fordi de er underviklede.  Derfor skal vi være verdens storebror og hjælpe dem med ulandshjælp og militær, så bliver de lige som os. Men hvad nu hvis de bare er anderledes? Det er sådan en særlig form for vestlig racisme, hvor vi ser på resten af verden med medlidenhed i stedet for ligeværd og respekt. Jeg er nået dertil, at jeg synes den aktivistiske udenrigspolitik har fået lov at løbe linen ud. Den skal helt væk. Verden bliver ikke bedre af, at vi skyder på den. Tværtimod. Hvis vi vil en bedre verden, så findes der andre og betydeligt bedre værktøjer.