Danmark og Europa befinder sig i en ualmindelig farlig situation, som ikke er set tilsvarende i 85 år, skriver Preben Bille Brahe, som kritiserer Danmarks aktivistiske udenrigspolitik og synet på Putins som en ny Hitler. Er vi på vej til en ny hundredårshændelse? (Kontrast)

Danmark og Europa befinder sig i en ualmindelig farlig situation, som ikke er set tilsvarende i 85 år.  Europas historie er en lang fortælling om konger og krige. Den evige rivalisering førte til udvikling af militære teknikker, doktriner, materiel og organisationer, som var alle andre kulturer overlegen. Med karavellen kunne vi gå i land i Sydamerika, og med stålklædte soldater kunne vi slagte indianerne, hvis våben var af træ. Med geværer kunne vi undertvinge os Afrikas spydbevæbnede stammer. I dag kan vi med USA’s utallige hangarskibe, satellitter og fly projektere militær magt overalt i verden. Således har USA interveneret militært over 100 gange siden 1991, og Danmark har set i forhold til vores befolkningstal været en af de største bidragsydere til den aktivistiske udenrigspolitik. Men den stadige rivalisering har også ført til, at Europa med jævne mellemrum har været uhyggeligt plaget af krig. I krigsvidenskabelige kredse anvendes udtrykket strategisk kultur om de løsningsmodeller, handlinger og nedarvede mønstre en nation har. Europas historie har efterladt os med en krigerisk strategisk kultur. Ofte er store dele af Europa blevet brændt af i det vi kan kalde hundredårshændelser. 100-årskrigen, 30-årskrigen, Napoleonskrigene, 1. og 2. verdenskrig osv.  Det triste ved 1. verdenskrig er, at den handlede om ingenting. Alligevel kostede den 10 mio. mennesker livet.

Nu har vi igen med krigen i Ukraine krig i Europa. Det er en krig, hvor alle forsvarer sig. Ukraine imod Ruslands brutale overfald. Rusland imod NATOs ekspansion. Rusland kæmper for at fastholde Krim på russiske hænder, selvom Krim egentligt gik fra Rusland som gave til Ukraine i 1954. Det blev et problem i 1991, da Sovjetunionen brød sammen. Nu vil Rusland have gaven tilbage. Rusland har tydeligvis fantomsmerter. Men Rusland er også blevet ubehageligt marginaliseret i Europa af NATO og EU, som har plukket alle Ruslands tidligere allierede og familiemedlemmer, mens Rusland selv ikke får lov at være med. Havde vi givet Rusland de samme vilkår som det muslimske Tyrkiet, var der næppe krig i Ukraine i dag.

I 1962 ville den selvstændige nation Cuba opsætte russiske raketter. USA sagde nej og truede med krig. Sovjetunionen lyttede og trak raketterne tilbage. I 2021 ville Rusland forhandle om en ny sikkerhedsarkitektur i Østeuropa og manifesterede en trussel på 200.000 mand ved grænsen. Men USA ville hverken lytte eller forhandle. Dvs. Vesten ville gerne snakke med Rusland, men ikke om de ting, Rusland gerne ville snakke om. Der stod Rusland med bukserne nede om anklerne.  200.000 mand var alt for lidt, og den russiske hær var slet ikke parat til det. Da tyskerne i 1941 angreb Ukraine med Armegruppe Syd talte angrebet mere end 1 mio. mand, og i angrebet på Kijev alene indsatte tyskerne 500.000. Russerne angreb alligevel, og det har været en katastrofe for Rusland. Derfor efterlyser russerne med jævne mellemrum ligeværdige forhandlinger. Men Vesten vil ikke forhandle, før Rusland har trukket alt ud af Ukraine. Med andre ord, Vesten vil ikke nogen forhandling før Rusland har accepteret det fuldstændige nederlag.

Victor Orban hævder, at NATO undersøger muligheder for at komme i krig med Rusland. Det hænger nok sammen med, at Ukraine har skuffet i forhold til at skabe succes på slagmarken med resurserne fra Vesten. Rusland har vist sig dygtige til at mobilisere tusindvis af værnepligtige, give dem et gevær og en nødtørftig uddannelse og sende dem ind i krigen. Den ukrainske generalstab vurderer, at Rusland har tabt omkring 400.000 mand på tre år. Det har bragt Ukraine i defensiven, imens Rusland langsomt tygger sig længere og længere ind. Det har fået Vesten til at tænke, at enten taber Ukraine, eller også skal Vesten på en eller anden måde gå ind og vinde kampen for dem. Der tales om eskalation både i forhold til at lade f.eks. polske eller franske tropper tage direkte del i kampene eller tildele Ukraine langtrækkende våben, som kan føre kampen ind i Rusland. Til støtte for dette fabrikeres en historie om, at Putin er den nye Hitler, og han kan angribe Europa om to til fem år. Så kan vi jo alle forstå, at det er nødvendigt at udkæmpe 2. verdenskrig igen. Men hverken målt på ideologi eller resurser er Putin i nærheden af at være en ny Hitler.

Rusland er et fattigt og nedslidt land. Ruslands BNP svarer til Italiens. I Ukraine kæmper de med kampvogne fra 1962. NATO anvender 17 gange mere på militær end Rusland. Når Rusland efter tre år endnu ikke har styr på Ukraine, er det meget vanskeligt at forestille sig, de skulle være i stand til at angribe NATO med nogen succes. Bortset fra 8.000 atomsprænghoveder har Rusland ikke rigtigt noget at true NATO med. Danmark har sammen med andre NATO-lande sendt tropper til Estland i det der hedder Enhanced Forward Presence (EFP). Danmarks bidrag er en bataljon. Militært har det ingen værdi. Hvis russerne virkeligt angriber, så har de styr på, hvor de er, og en plan for, hvordan de nedkæmpes. Med moderne droner og artillerisystemer kan en bataljon nedkæmpes på få minutter. Men det sender et politisk signal, og det provokerer Rusland herunder nogle af de 17 punkter, Rusland havde fremsat til forhandling i 2021.

Når det kommer til spørgsmålet om Ukraine og Rusland, så er der ikke plads til meget meningsfrihed og demokrati i dag. Magten er lagt i hænderne på en hær af brøleaber, som ikke tænker analytisk og rationelt, men tænker følelsesladet og slet ikke på risiko. Rusland skal bare have bank! Jeg er meget i tvivl om der er en militær løsning på konflikten i Ukraine for Europa? Jeg kan se vi taber, ligesom vi gjorde i Afghanistan og Irak, fordi USA får ny præsident. De fleste på Forsvarsakademiet hælder til opfattelsen, at det ender som en frossen konflikt, dvs. en våbenhvile uden fred og et Rusland i rollen som Europas svar på Nordkorea: ustabilt, lud fattigt, aggressivt, uforudsigeligt, atombevæbnet og ledet af en gal diktator. Rusland er efterhånden et militært autokrati. Derfor er det meget svært at forestille en russisk præsident tabe krigen, uden han falder ud ad et vindue. Det betyder også, at der er en betydelig risiko for, at Rusland kan blive presset ud i at anvende taktiske a-våben, hvis de bliver pressede nok.

Mange danske politikere og eksperter er inkonsistente i deres syn på Putin. På den ene side tillægger de ham alle ondskabsfulde egenskaber. På den anden side siger de, nej han kan da ikke finde på at bruge atomvåben, også selvom han truer med det, og selv om det er et ofte fremsat synspunkt i den russiske debat, at Vestens først forstår det, når Rusland tager a-våben i brug. Det mødes så af andre, som siger, det blot vil gøre Vesten endnu mere aggressiv.

Anders Puk Nielsen fra FAK har sagt, at risikoen for brug af a-våben er 5%. Sandsynligheden 5% er jo meget lav, men konsekvensen er meget stor. Det er typisk når sandsynligheden er lav, men konsekvensen stor, at vi undervurderer den samlede risiko. Hvis Anders Puk Nielsen har ret, så er sandsynligheden for atomkrig i Europa større end sandsynligheden for at slå to seksere i et kast med to terninger. Alligevel virker det som om, at risiko er en fuldstændig fraværende faktor i regeringen og Folketingets overvejelser. Mange af Mette Frederiksens og Lars Løkkes taler har været tæt på rene krigserklæringer. Det er som om de siger, nu må vi stå det her ud, koste hvad det koste vil. Selvom sammenhængen måske snarere er, at Mette stadig håber på at blive set af USA og NATOs næste generalsekretær. Ellers skulle man jo mene, at Danmark ikke nødvendigvis behøvede at være blandt de allerkrigeriske og højtråbende NATO-lande.

Men hvad er det egentligt vi kæmper for? Helt overordnet et stormagtsspil, hvor USA er hegemoni og verden køres efter regler i stort omfang defineret af vesten med USA i rollen som verdens politibetjent. Den såkaldte liberale verdensorden. På den anden side står Rusland og Kina, og bag dem Afrika, Mellemøsten, Asien og Sydamerika og snakker om en unipolær verdensorden, altså hvor der er flere magtcentre end det, der udspringer af USA. Neden under denne stormagtsrivalisering står, at Rusland ikke vil give slip på bl.a. Krim.

Konkret kan jeg ikke se, at Danmark har nogen sikkerhedspolitiske interesser i konflikten. Ukraine ligger meget langt væk. For de fleste danskere er det komplet ligegyldigt om Krim tilhører Rusland eller Ukraine. Derimod har vi konkret interesse i, at samarbejdet imellem Danmark og Rusland forløber godt om Arktis og Østersøen. Vi har langt mere interesse i fred med Rusland end krig i Ukraine. Skulle Krim gå hen og blive russisk, så er det vel ikke værre end, at Flensborg i dag er tysk? Men vi slås heller ikke for konkrete ting. Vi slås for abstrakte ideer som Ukraines frihed, Ukraines ret til at bestemme selv, og imod Rusland, som bliver fremstillet som det onde selv.

Hitler abonnerede på forestillingen, at Rusland kunne man ikke samarbejde med. Det var tid til det endelige opgør. Enten måtte Rusland eller Tyskland gå under. Det ofrede han fem millioner tyskere og alle Tysklands større byer på. I den offentlige debat i dag finder vi mange, der tilsyneladende abonnerer på den samme forestilling. På den måde nærmer vi os en gentagelse af 1. verdenskrig, hvor en lille inferiør konflikt i Europas periferi truer med at brænde store dele Europa af.

De sidste 20 år har vi brugt på at ødelægge Forsvaret. Herunder alt civilforsvaret havde til at beskytte civilsamfundet med. Bunkerne er revet ned eller gjort til museer, og resurserne er solgt eller smidt ud. Derfor er det et godt spørgsmål, om det er netop nu vi skal tage det endelige opgør med Rusland? Rusland har tilbudt fred med den nuværende frontlinje som udgangspunkt for en ny grænse. Hvis vi laver en aftale, hvor vi forsøger at snyde Rusland, så får vi krig igen. Hvis vi laver en aftale, hvor Ukraine bliver neutral med sikkerhedsgarantier og Krim russisk, så har Rusland opnået deres minimumsløsning og samtidig fået en ordentlig lærestreg. Det tænker jeg er værd at gå efter. Milliarder anvendt på militær og tusindvis af unge mennesker i uniform kan ikke samtidig bruges på at skabe velfærd. Er vi virkeligt rede til at risikere vores byer, brændende huse og tusindvis af døde for at redde Krim? Ja, det er vi nok. Meget tyder på, at det eneste vi har lært af historien er, at vi intet har lært. Set i sammenhæng med tiden, passer det fint ind med en ny hundredårshændelse.