– men ikke lede efter krige at deltage i.

Det er værnepligten og det folkelige engagement i forsvaret af fædrelandet, der er værdifuldt. Forsvaret af Danmark har altid været noget, vi gjorde sammen som folk, skriver Preben Bille Brahe, som tager bestik af de geopolitiske forskydninger og den måde, vi bruger militæret på. (oprindeligt udgivet på www.kontrast.dk)

Sidst skrev jeg, Danmark gennem de sidste 800 år havde tabt alle krige. Den påstand mødte stor modstand. Synspunktet, at man kunne betragte perioden 1563 til 1720 som en lang konflikt kaldet svenskekrigene blev fuldstændigt afvist. Krigene: Nordiske syvårskrig (1563-70), Kalmerkrigen (1611-13), osv., måtte ses isoleret hver for sig. Derfor må jeg nok omformulere min påstand, hvis den skal opnå almen accept?

Man kan sige, Danmark har tabt mange krige, og nederlagene har haft katastrofale konsekvenser. De har decimeret landet som følge af tab af landområder, befolkning og resurser. Nederlagene har forvandlet os fra stormagt til småstat. Vi har også haft sejre, men ingen af dem har formået at kompensere bare lidt, for de store tab nederlagene har kostet os. Det er en spøjs og bemærkelsesværdig detalje, at sidst Danmark vandt terræn, var vi slet ikke med i krigen.  Ved afslutningen af 1. verdenskrig fik vi Nordslesvig hjem, men uden at have været med selv. Vi opretholdt under 1. verdenskrig væbnet neutralitet og holdt os ude af krigen.  Det er da skæbnens ironi?

Ovenstående taget i betragtning, og selvom vi ikke tabte alle krige, så vil jeg fastholde, at historien kalder på forsigtighed, når det kommer til at anvende militær magt. Omkostningerne er store, erfaringerne dårlige, udfaldet usikkert og behæftet med stor risiko. Jeg har derfor meget svært ved at forstå, hvorfor Folketinget og regeringen så ofte griber ud efter værktøjet i krigskassen? Væbnet neutralitet synes måske den bedste strategi. Fra 1720 til 1801 havde vi et stærkt forsvar og fred, og Danmark blev umådeligt rigt. Den florissante tid kalder vi perioden. I 1801 blev vi hvirvlet ind i Napoleonskrigene og kun 12 år efter blev vi ramt af statsbankerot og mistede Norge.

Men hvad skal vi så bruge militæret til, hvis vi ikke skal rejse rundt i verden og reformere den med militære midler som en del af den aktivistiske udenrigspolitik? Vi skal naturligvis kunne forsvare os selv, og vi skal kunne levere støtte til NATO, hvis NATO bliver angrebet. Kimen til den aktivistiske udenrigspolitik blev måske lagt ved afslutningen af den kolde krig? Det var som om, man blev nødt til at finde nogle andre at være fjender med for at kunne fortsætte retfærdiggørelsen af NATO. Der blev snakket meget om, hvad var den militære opgave? Det var noget med at kunne sende ud.

Men Forsvaret betyder meget andet for Danmark end blot at kunne levere effekt på slagmarken. Historisk set har der altid været et stort element af folkelighed i de væbnede styrker. Tilbage i vikingetiden udgjorde landeværnet forsvaret, og heraf udsparedes den udfarende ledingsflåde. Således har forsvaret af Danmark altid været noget vi gjorde sammen som folk. Der har været mere eller mindre omfattende ordninger indtil vi indførte værnepligten i 1788 for mænd af bondestand og i 1848 for alle våbenføre mænd. Det militære fællesskab skabte struktur og sammenhængskraft. De militære opgaver kaldte på store entrepriser som igen udviklede vigtige kompetencer indenfor planlægning, ledelse og logistik. Behovet for ensartet udrustning og klæder førte til industriproduktion. Mange af samfundets vigtige og komplicerede opgaver om f.eks. infrastruktur blev lagt i hænderne på militæret, for der var ikke andre til det. Staten var kongen og stort set alle hans hjælpere var soldater. Det er først i det 20. århundrede, man begynder at lave om på det.

Værnepligten har haft stor betydning for sammenhængskraften. De værnepligtige mødte andre jævnaldrende unge mænd fra alle samfundets sociale lag og lærte at samarbejde og løse opgaver, også når det var koldt og vådt. For håndværksmestrene var gode soldaterpapirer ofte vigtigere end en god realeksamen. Værnepligtige sergenter og reserveofficerer gik efter endt tjeneste ud og brugte deres lederuddannelse og ledererfaring i erhvervslivet. Mange erhvervsledere taler i dag om, at det betød meget for udviklingen af dem, det år de som unge reserveofficerer havde kommandoen over 35 mand. Gennem værnepligten fik vi et massivt løft til hele arbejdsstyrken. Derfor vil jeg opfordre til, at vi i større omfang ser på værnepligten som en generel uddannelse snarere end som militære kapaciteter, vi skal finde militære opgave til. Forsvaret leverer betydelige eksternaliteter. Set i det perspektiv var mobiliseringsforsvaret langt mere værd for Danmark end det senere ekspeditionsmilitær.

Det er tankevækkende så stærkt identitetsskabende værnepligten virker på mange. Selv var jeg værnepligtig i Danske Livregiment. Det blev nedlagt den 31. december 2000, men soldaterforeningen lever endnu her 24 år efter med skytteforening, sangkor og flere facebooksider.  De danske Garderforeninger har 12.000 medlemmer, og i Hendes Majestæt Dronning Margrethes regeringsperiode har 60.000 værnepligtige gået vagt om de kongelige slotte og palæer. De er alle blevet en del af noget større. Majestæten er det personificerede symbol på vores nationale fællesskab. Regimenterne giver os et livslangt sted at høre til, og identitetsskabende fællesskaber er betydningsfulde for os.

En sidste bemærkning om værnepligten skal handle om økonomi. Dyre våbensystemer skal importeres, da Danmarks egen våbenproduktion er beskeden. Det betyder at de belaster handels- og valutabalancen. Penge brugt på løn f.eks. til værnepligtige bliver recirkuleret i den danske økonomi. De bliver brugt til skat, husleje, el, varme, fødevarer osv., som der også betales skat af, hvilket betyder, at det i langt mindre grad påvirker økonomien negativt. I den optik kan man sige, at den forsvarsmodel vi havde fra midten af det 20. århundrede til 2004, var smart. Vi opfyldte NATOs 2% af BNP-målsætning på en måde som løftede resten af samfundet uden at vi skulle dræne nationalbanken for fremmedvaluta. Meget af materiellet havde vi faktisk fået som en del af Marshall-hjælpen.

En læser spurgte, hvad er egentligt alternativet til den aktivistiske udenrigspolitik? Der er mange muligheder, og jeg vil fremhæve to eksempler. Kina har sidst været i krig i 1978. Kinas strategi hviler primært på økonomiske midler. Kina går efter at sætte sig på strategiske knudepunkter og resurser verden over, og det gør de som købmænd. Der er ingen våben og soldater, og ingen krav om demokrati og menneskerettigheder. Kinas tilgang synes at være, hvad I gør i jeres land, er jeres ansvar, og hvis vi bare får, hvad vi har betalt for, så er vi glade. I bogen «Unrestricted Warfare” fra 1999 siger de, USA har ikke forstået de dybere aspekter af militær strategi og styrke. Nemlig at militær styrke i sidste ende hviler på økonomisk styrke og teknologisk overlegenhed. Derfor har Kina haft som mål at blive førende på stål og teknologi i 2025. Kina har haft held til at lokke Vestens firmaer til Kina, hvor kineserne systematisk har tappet dem for viden. Det videns-gab, som gav vesten overhøjhed for 50 år siden, er væk i dag. Vi har selv sat det over styr ved at være naive, arrogante og grådige. Men der er også kommet noget godt ud af det. Verden har redet på en enorm bølge af vækst og millioner af mennesker er kommet ud af fattigdom. Men prisen har været, at andre kulturer truer med at overhale os og tage grebet om verden fra os.

Det andet eksempel er Nordafrika og Mellemøsten. Den ubevæbnede hær er verdens farligste våben, for vi har intet forsvar imod den. De har set, at Vesten har en svaghed. Nemlig at vi har bundet os til internationale konventioner og menneskerettigheder, som de kan udnytte. De tager ingen flygtninge selv, men sender dem videre til Europa og USA med henblik på at destabilisere os. Saudi-Arabiens begrundelse er f.eks. at flygtningene ikke har råd til fødevarerne, og at man ikke ved, om de måske er kriminelle eller terrorister? De kan også have politiske ideer som er uønskede og destabiliserende. På trods af Saudi-Arabiens afvisning af alle flygtninge, har Saudi-Arabien haft sæde i FN´s menneskerettighedsråd. De blev dog stemt ud i 2024. Aktuelt kan man også se på konflikten imellem Israel og Hamas. Ingen vil have palæstinenserne, for de andre arabiske lande bruger dem til at skade Israel. Derfor vil de ikke modtage nogen af dem som flygtninge. Ude af Israel gør de ikke længere nytte.

Vesten binder sig til principper og konventioner, som er nemme at udnytte imod os. I Kina siger man, at det er lige meget om en kat er sort eller hvid, bare den kan fange mus. Princippet om fri konkurrence giver f.eks. kinesiske skibe lov til at sejle på alle havne i Europa. I Kina får danske skibe pænt lov at losse alt i første havn, så skal kinesiske skibe nok sejle det videre. I Europa er der armslængde imellem offentligt og privat. I Kina støtter staten virksomhederne, hvis det giver Kina strategiske fordele.

Det er min opfattelse, at Vestens aktivistiske udenrigspolitik ikke vil falde ud som den bedste ved en komparativ analyse af de tre strategier. Tværtimod løfter vores strategi den arabiske. Vi begrundede udsendelserne med, at vi skulle standse flygtningestrømmene. Men når soldaterne først var der, blev krigen vores skyld, og lukkede op for netop flygtningestrømmene.

Jeg skal understrege, at mine skriverier ikke er en kritik af af Danmarks soldater. Forsvaret består af tusindvis af dedikerede medarbejder som loyalt kæmper for at løse de opgaver, politikerne giver dem. Fra Marshall-hjælpen til 2004 havde vi et effektivt mobiliseringsforsvar. Siden 2004 har politikerne lavet alt om hver 4. år, prisen er næsten den samme, men vi kan ikke længere forsvare os selv, og alle tjenestegrene har svært ved at få det til at hænge sammen,