Danmark og Europa befinder sig i en ualmindelig farlig situation, som ikke er set tilsvarende i 85 år, skriver Preben Bille Brahe, som kritiserer Danmarks aktivistiske udenrigspolitik og synet på Putins som en ny Hitler. Er vi på vej til en ny hundredårshændelse? (Kontrast)

Danmark og Europa befinder sig i en ualmindelig farlig situation, som ikke er set tilsvarende i 85 år.  Europas historie er en lang fortælling om konger og krige. Den evige rivalisering førte til udvikling af militære teknikker, doktriner, materiel og organisationer, som var alle andre kulturer overlegen. Med karavellen kunne vi gå i land i Sydamerika, og med stålklædte soldater kunne vi slagte indianerne, hvis våben var af træ. Med geværer kunne vi undertvinge os Afrikas spydbevæbnede stammer. I dag kan vi med USA’s utallige hangarskibe, satellitter og fly projektere militær magt overalt i verden. Således har USA interveneret militært over 100 gange siden 1991, og Danmark har set i forhold til vores befolkningstal været en af de største bidragsydere til den aktivistiske udenrigspolitik. Men den stadige rivalisering har også ført til, at Europa med jævne mellemrum har været uhyggeligt plaget af krig. I krigsvidenskabelige kredse anvendes udtrykket strategisk kultur om de løsningsmodeller, handlinger og nedarvede mønstre en nation har. Europas historie har efterladt os med en krigerisk strategisk kultur. Ofte er store dele af Europa blevet brændt af i det vi kan kalde hundredårshændelser. 100-årskrigen, 30-årskrigen, Napoleonskrigene, 1. og 2. verdenskrig osv.  Det triste ved 1. verdenskrig er, at den handlede om ingenting. Alligevel kostede den 10 mio. mennesker livet.

Nu har vi igen med krigen i Ukraine krig i Europa. Det er en krig, hvor alle forsvarer sig. Ukraine imod Ruslands brutale overfald. Rusland imod NATOs ekspansion. Rusland kæmper for at fastholde Krim på russiske hænder, selvom Krim egentligt gik fra Rusland som gave til Ukraine i 1954. Det blev et problem i 1991, da Sovjetunionen brød sammen. Nu vil Rusland have gaven tilbage. Rusland har tydeligvis fantomsmerter. Men Rusland er også blevet ubehageligt marginaliseret i Europa af NATO og EU, som har plukket alle Ruslands tidligere allierede og familiemedlemmer, mens Rusland selv ikke får lov at være med. Havde vi givet Rusland de samme vilkår som det muslimske Tyrkiet, var der næppe krig i Ukraine i dag.

I 1962 ville den selvstændige nation Cuba opsætte russiske raketter. USA sagde nej og truede med krig. Sovjetunionen lyttede og trak raketterne tilbage. I 2021 ville Rusland forhandle om en ny sikkerhedsarkitektur i Østeuropa og manifesterede en trussel på 200.000 mand ved grænsen. Men USA ville hverken lytte eller forhandle. Dvs. Vesten ville gerne snakke med Rusland, men ikke om de ting, Rusland gerne ville snakke om. Der stod Rusland med bukserne nede om anklerne.  200.000 mand var alt for lidt, og den russiske hær var slet ikke parat til det. Da tyskerne i 1941 angreb Ukraine med Armegruppe Syd talte angrebet mere end 1 mio. mand, og i angrebet på Kijev alene indsatte tyskerne 500.000. Russerne angreb alligevel, og det har været en katastrofe for Rusland. Derfor efterlyser russerne med jævne mellemrum ligeværdige forhandlinger. Men Vesten vil ikke forhandle, før Rusland har trukket alt ud af Ukraine. Med andre ord, Vesten vil ikke nogen forhandling før Rusland har accepteret det fuldstændige nederlag.

Victor Orban hævder, at NATO undersøger muligheder for at komme i krig med Rusland. Det hænger nok sammen med, at Ukraine har skuffet i forhold til at skabe succes på slagmarken med resurserne fra Vesten. Rusland har vist sig dygtige til at mobilisere tusindvis af værnepligtige, give dem et gevær og en nødtørftig uddannelse og sende dem ind i krigen. Den ukrainske generalstab vurderer, at Rusland har tabt omkring 400.000 mand på tre år. Det har bragt Ukraine i defensiven, imens Rusland langsomt tygger sig længere og længere ind. Det har fået Vesten til at tænke, at enten taber Ukraine, eller også skal Vesten på en eller anden måde gå ind og vinde kampen for dem. Der tales om eskalation både i forhold til at lade f.eks. polske eller franske tropper tage direkte del i kampene eller tildele Ukraine langtrækkende våben, som kan føre kampen ind i Rusland. Til støtte for dette fabrikeres en historie om, at Putin er den nye Hitler, og han kan angribe Europa om to til fem år. Så kan vi jo alle forstå, at det er nødvendigt at udkæmpe 2. verdenskrig igen. Men hverken målt på ideologi eller resurser er Putin i nærheden af at være en ny Hitler.

Rusland er et fattigt og nedslidt land. Ruslands BNP svarer til Italiens. I Ukraine kæmper de med kampvogne fra 1962. NATO anvender 17 gange mere på militær end Rusland. Når Rusland efter tre år endnu ikke har styr på Ukraine, er det meget vanskeligt at forestille sig, de skulle være i stand til at angribe NATO med nogen succes. Bortset fra 8.000 atomsprænghoveder har Rusland ikke rigtigt noget at true NATO med. Danmark har sammen med andre NATO-lande sendt tropper til Estland i det der hedder Enhanced Forward Presence (EFP). Danmarks bidrag er en bataljon. Militært har det ingen værdi. Hvis russerne virkeligt angriber, så har de styr på, hvor de er, og en plan for, hvordan de nedkæmpes. Med moderne droner og artillerisystemer kan en bataljon nedkæmpes på få minutter. Men det sender et politisk signal, og det provokerer Rusland herunder nogle af de 17 punkter, Rusland havde fremsat til forhandling i 2021.

Når det kommer til spørgsmålet om Ukraine og Rusland, så er der ikke plads til meget meningsfrihed og demokrati i dag. Magten er lagt i hænderne på en hær af brøleaber, som ikke tænker analytisk og rationelt, men tænker følelsesladet og slet ikke på risiko. Rusland skal bare have bank! Jeg er meget i tvivl om der er en militær løsning på konflikten i Ukraine for Europa? Jeg kan se vi taber, ligesom vi gjorde i Afghanistan og Irak, fordi USA får ny præsident. De fleste på Forsvarsakademiet hælder til opfattelsen, at det ender som en frossen konflikt, dvs. en våbenhvile uden fred og et Rusland i rollen som Europas svar på Nordkorea: ustabilt, lud fattigt, aggressivt, uforudsigeligt, atombevæbnet og ledet af en gal diktator. Rusland er efterhånden et militært autokrati. Derfor er det meget svært at forestille en russisk præsident tabe krigen, uden han falder ud ad et vindue. Det betyder også, at der er en betydelig risiko for, at Rusland kan blive presset ud i at anvende taktiske a-våben, hvis de bliver pressede nok.

Mange danske politikere og eksperter er inkonsistente i deres syn på Putin. På den ene side tillægger de ham alle ondskabsfulde egenskaber. På den anden side siger de, nej han kan da ikke finde på at bruge atomvåben, også selvom han truer med det, og selv om det er et ofte fremsat synspunkt i den russiske debat, at Vestens først forstår det, når Rusland tager a-våben i brug. Det mødes så af andre, som siger, det blot vil gøre Vesten endnu mere aggressiv.

Anders Puk Nielsen fra FAK har sagt, at risikoen for brug af a-våben er 5%. Sandsynligheden 5% er jo meget lav, men konsekvensen er meget stor. Det er typisk når sandsynligheden er lav, men konsekvensen stor, at vi undervurderer den samlede risiko. Hvis Anders Puk Nielsen har ret, så er sandsynligheden for atomkrig i Europa større end sandsynligheden for at slå to seksere i et kast med to terninger. Alligevel virker det som om, at risiko er en fuldstændig fraværende faktor i regeringen og Folketingets overvejelser. Mange af Mette Frederiksens og Lars Løkkes taler har været tæt på rene krigserklæringer. Det er som om de siger, nu må vi stå det her ud, koste hvad det koste vil. Selvom sammenhængen måske snarere er, at Mette stadig håber på at blive set af USA og NATOs næste generalsekretær. Ellers skulle man jo mene, at Danmark ikke nødvendigvis behøvede at være blandt de allerkrigeriske og højtråbende NATO-lande.

Men hvad er det egentligt vi kæmper for? Helt overordnet et stormagtsspil, hvor USA er hegemoni og verden køres efter regler i stort omfang defineret af vesten med USA i rollen som verdens politibetjent. Den såkaldte liberale verdensorden. På den anden side står Rusland og Kina, og bag dem Afrika, Mellemøsten, Asien og Sydamerika og snakker om en unipolær verdensorden, altså hvor der er flere magtcentre end det, der udspringer af USA. Neden under denne stormagtsrivalisering står, at Rusland ikke vil give slip på bl.a. Krim.

Konkret kan jeg ikke se, at Danmark har nogen sikkerhedspolitiske interesser i konflikten. Ukraine ligger meget langt væk. For de fleste danskere er det komplet ligegyldigt om Krim tilhører Rusland eller Ukraine. Derimod har vi konkret interesse i, at samarbejdet imellem Danmark og Rusland forløber godt om Arktis og Østersøen. Vi har langt mere interesse i fred med Rusland end krig i Ukraine. Skulle Krim gå hen og blive russisk, så er det vel ikke værre end, at Flensborg i dag er tysk? Men vi slås heller ikke for konkrete ting. Vi slås for abstrakte ideer som Ukraines frihed, Ukraines ret til at bestemme selv, og imod Rusland, som bliver fremstillet som det onde selv.

Hitler abonnerede på forestillingen, at Rusland kunne man ikke samarbejde med. Det var tid til det endelige opgør. Enten måtte Rusland eller Tyskland gå under. Det ofrede han fem millioner tyskere og alle Tysklands større byer på. I den offentlige debat i dag finder vi mange, der tilsyneladende abonnerer på den samme forestilling. På den måde nærmer vi os en gentagelse af 1. verdenskrig, hvor en lille inferiør konflikt i Europas periferi truer med at brænde store dele Europa af.

De sidste 20 år har vi brugt på at ødelægge Forsvaret. Herunder alt civilforsvaret havde til at beskytte civilsamfundet med. Bunkerne er revet ned eller gjort til museer, og resurserne er solgt eller smidt ud. Derfor er det et godt spørgsmål, om det er netop nu vi skal tage det endelige opgør med Rusland? Rusland har tilbudt fred med den nuværende frontlinje som udgangspunkt for en ny grænse. Hvis vi laver en aftale, hvor vi forsøger at snyde Rusland, så får vi krig igen. Hvis vi laver en aftale, hvor Ukraine bliver neutral med sikkerhedsgarantier og Krim russisk, så har Rusland opnået deres minimumsløsning og samtidig fået en ordentlig lærestreg. Det tænker jeg er værd at gå efter. Milliarder anvendt på militær og tusindvis af unge mennesker i uniform kan ikke samtidig bruges på at skabe velfærd. Er vi virkeligt rede til at risikere vores byer, brændende huse og tusindvis af døde for at redde Krim? Ja, det er vi nok. Meget tyder på, at det eneste vi har lært af historien er, at vi intet har lært. Set i sammenhæng med tiden, passer det fint ind med en ny hundredårshændelse.

Danskerne har tabt alle krige gennem de seneste 800 år, skriver Preben Bille Brahe, som fører læseren frem til i dag. Fra fodnotepolitikken i 1980’erne er Danmark med Nato gået helt i den anden grøft. Preben Bille Brahe mener den aktivistiske udenrigspolitik har fået lov at løbe linen ud, at den skal helt væk. Verden bliver ikke bedre af, at vi skyder på den. Tværtimod. Hvis vi vil en bedre verden, så findes der andre og betydeligt bedre værktøjer, skriver han. (Oprindeligt bragt www.Kontrast.dk)

Danmark har med stor omhyggelighed tabt alle krige de sidste 800 år, helt præcist siden 1227. Det rejser spørgsmålet, om vi som nation, som folk, som kultur er i stand til at lære af vores erfaringer?

Det burde jo kalde på forsigtighed hos vores regering og Folketing, men de synes at være blandt de mest krigeriske høge i Europa. Fra fodnotepolitikken er vi gået helt i den anden grøft.

De fleste ved, at Valdemar Sejr i 1219 vandt Estland for sig, himlen åbnede sig og skænkede os Dannebrog. Derfor har vi givet ham tilnavnet Sejr! Fem år senere, den 6. maj 1224, bliver han kidnappet efter en jagt på Lyø og ført i lænker til Tyskland af sin vasal grev Henrik af Schwerin. Det kostede Danmark enorme mængder guld og sølv at købe ham fri. Kongen havde svoret ikke at tage våben op imod Henrik, men gjorde det alligevel.  Den 22. juli 1227 tørnede den danske hær ledet af Valdemar sammen med en alliance af nordtyske grever ved Bornhøved. Det blev til et svigende dansk nederlag. En tysk krønike gør nar af Valdemar med en illustration, hvor Valdemar i fejhed forlader kamppladsen og svigter sine hær. Som konsekvens mistede vi store landområder i Nordtyskland og herredømmet i Østersøen.

Siden da har vi tabt alle krige, og senest kan vi føje Irak og Afghanistan til. Vi kan have vundet første runde eller enkelte slag, men det ændrer ikke ved, at når krigen var endeligt afgjort stod Danmark tilbage som taber.1657-60 mistede vi Skåne, Halland, Blekinge og halvdelen af Danmarks befolkning som følge af krig og hungersnød. I 1814 mistede vi Norge, 1848-64 Sønderjylland i en krig, hvor alle danskere efterfølgende kendte nogen, som havde mistet livet. Herefter afstod Danmark fra at anvende fysisk krigsførelse som politisk virkemiddel indtil NATO-bombningerne i Kosovo i 1999.

NATO er født som en forsvarsalliance. Hvis et medlemsland bliver angrebet, træder de andre til. Det er forsvar og beslutninger i relation hertil forsvarspolitik. Men med Balkan tog NATO en ny rolle og forlod den rene forsvarspolitik til fordel for aktivistisk udenrigspolitik. Under den første Irak-krig i 1991 forklarede major Svend Bergstein på Nationalt TV, at krig var forfølgelse af udenrigspolitiske mål med militære midler. Danmark var blandt koalitionen af frivillige og bidrog med den danske Korvet Olfert Fischer til ørkenkrigen. Derefter kom Afghanistan 2001-21, Irakkrigen 2003-2011, Libyen 2011 osv. Navnlig Anders Fogh Rasmussen syntes meget begejstret for den aktivistiske udenrigspolitik. I dag nægter folketinget at tage stilling til, om man opnåede noget ved de nævnte krige? Måske med god grund?

Georg Bush formulerede den ædle målsætning, at Afghanistan skulle omformes til et demokrati efter vestligt forbillede med respekt for menneskerettigheder, rule of law osv. Mens svenskerne sammen med de øvrige Skandinaviske lande lagde sig i det relativt fredelige Nordafghanistan, skulle Danmark ligge sammen med englænderne i det farlige syd. Danmark havde et traume fra 2. verdenskrig, og derfor skulle vi nu vise, hvor barske og dygtige vi kunne være i kamp imod afghanske bønder. Det har kostet os 44 døde og 241 sårede.  

I 2018 blev det beregnet at det kostede 1 mio. danske kroner i gennemsnit for en familie at opfostre et barn. Forældrene og samfundet har brugt tid og penge på skoler, børnehaver, tøj, cykler, mad, osv. I bagklogskabens ulidelige klare lys må vi konstatere, at hver en krone har været spildt. Det eneste vi har fået ud af det, er de efterladtes sorg og et par tusinde krigsinvalider. Ca. 10% af Danmarks udsendte får efterfølgende en psykiatrisk diagnose.

De udenrigspolitiske mål, vi forfulgte, var amerikanske. Vores interesse lå kun i at få Washingtons opmærksomhed. Muligvis har vi også forestillet os, vi kunne slippe billigere fra vores forpligtelser i NATO, hvis vi var villige til at ofre nogle danske soldater. Vi har været anvendt på samme måde som romerne anvendte auxiliærtropper for 2.000 år siden og har haft præcis lige så lidt indflydelse på, hvad der egentlig var mål, formål og hensigt.

USA er som demokrati en meget ustabil partner. Præsidentrivalen må naturligvis lægge afstand til præsidentens politik. Derfor sagde Obama, han var valgt på at standse disse krige, hvorefter han åbnede døren på vid gab for islamisk stat i Irak og Syrien. Trump lavede en aftale med fjenden uden at USA’s allierede eller Afghanistans demokratiske regering overhovedet blev hørt. Biden fastsatte en symbolsk dato, den 11. september, som så blev den 31. august. Alle som har arbejdet med efterretninger i Afghanistan ved, at Taliban ingen steder kommer om vinteren fra november til februar pga. opblødte veje. Fra februar til maj dyrker de opium. At vælge en dag i august eller september er fuldstændig blødt, men USA’s mange tusinde militære stabe blev tydeligvis ikke spurgt. Amerikanerne forlod Afghanistan i ly af mørket uden at orientere de afghanske allierede. Da alle nabolandene havde lukket grænserne og ikke gav visa som følge af corona, opstod panik i lufthavnen i Kabul, som var den eneste vej ud. Efterfølgende har Taliban jagtet og slagtet de mennesker, som bistod os i at gøre Afghanistan til et bedre sted. Taliban bruger islamisk stat og al-Qaeda som emirer i provinser med uro. Som Europæisk politiker er det værd at hæfte sig ved, at USA skifter udenrigspolitik minimum hver 8. år.  

Irakkrigen blev startet op af det Hvide Hus på nogle tvivlsomme påstande om Iraks deltagelse i WTC og besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Ved en ualmindelig klodset og arrogant fremfærd lykkedes det amerikanerne at jage alle sunnierne i armene på islamisk stat. Den 19. august 2003 blev FNs hovedkvarter i Bagdad ramt af et selvmordsangreb, som dræbte 21 hvorefter FN og alle NGO’er trak sig ud og efterlod militæret alene.  I 2011 trak USA sig ud, men har siden været til stede i træningsmissioner, hvor også danske soldater har været med. Efterfølgende lærte islamisk stat børn ned til fem år at skyde, og de fik lov til at øve sig på Iraks kristne befolkning, kopterne. Mange af dem arbejdede i den grønne zone bl.a. på den danske ambassade som vagter og rengøringsfolk. I dag er de fleste døde sammen med resten af Iraks kristne befolkning. Irakkrigen kostede Danmark 8 dræbte og 19 sårede. Psykiske skader ikke medregnet. Det menes at en million irakere mistede livet i tiden 2003-11.

Vi har tilsyneladende glemt, hvordan vi selv reagerede, da vi fik besøg af den tyske hær. Den 9. april stod mange danskere og vinkede velkommen til de tyske soldater. 5 år senere var alle frihedskæmpere. Vi har nogle fine tanker om stabiliseringsoperationer. Det virker bare ikke. De hviler på urealistiske forudsætninger. Som veteran fra Afghanistan, Irak og Kosovo er det min oplevelse, at den aktivistiske udenrigspolitik har været en katastrofe, og jeg bliver trist, når jeg tænker på alle dem, som kom i klemme i den. En hule i Afghanistan fyldt med kvinder, børn og gamle fra en nærliggende landsby, som NATO-fly ved en fejl fyldte med bomber, den fortvivlede informant hvis mobiltelefon, vagten desværre var kommet til at udlevere til Taliban. Bonden som hjalp os, som vi efterfølgende var ude af stand til at beskytte. Angrebet og nedkæmpelsen af 70 talibaner, som bagefter viste sig at være fredelige bønder, hvor forsvarsministeren bare ville have deres opiumsmarker Osv. 

Efter vi har bombet Libyen, har vi ikke vidst, hvem vi skulle ringe til, når vi ville tale med dem. I stedet for er landet blevet transitland for titusinder af flygtninge, kriminelle og islamister, som har taget turen over middelhavet og destabiliseret Europa. Det har været et selvmål af helt ufattelige dimensioner.

Derpå har vi været i Mali sammen med franskmændene, indtil det viste sig, at Mali absolut ikke ønskede vores troppers tilstedeværelse. Vi sendte patruljeskibet Esbern Snare til Guineabugten ved Vestafrika. Før udsendelsen var der kritik af, at der ikke var nogen aftaler med landene dernede. Men Esbern Snare skulle ikke i kamp, kun sende et politisk signal. Knap var de kommet derned før de dræber fem og tager fire til fange. Formodede pirater siger søværnet. Selv siger de, at våbnene var til selvforsvar. De tre fanger sættes i land, mens den fjerde er såret og bringes til Danmark, hvor han nu får kunstigt ben, genoptræning, familiesammenføring og førtidspension. Tænk hvis det var Nigeria, som sendte krigsskibe herop og begyndte at ransage fiskerbåde i internationalt farvand i Øresund? Vi har en forestilling om, at demokrati og markedsøkonomi er historiens slutpunkt. At når man er nået dertil, så kan et samfund ikke udvikles højere. Heraf følger også, at når andre ikke er som os, så er det fordi de er underviklede.  Derfor skal vi være verdens storebror og hjælpe dem med ulandshjælp og militær, så bliver de lige som os. Men hvad nu hvis de bare er anderledes? Det er sådan en særlig form for vestlig racisme, hvor vi ser på resten af verden med medlidenhed i stedet for ligeværd og respekt. Jeg er nået dertil, at jeg synes den aktivistiske udenrigspolitik har fået lov at løbe linen ud. Den skal helt væk. Verden bliver ikke bedre af, at vi skyder på den. Tværtimod. Hvis vi vil en bedre verden, så findes der andre og betydeligt bedre værktøjer.