Siden 2. verdenskrig har USA været vores nære allierede. Firs år er gået, og trods det, har vi aldrig rigtigt gjort os umage for at forstå USA.

Juristen og forfatteren Rosa Brooks har skrevet en bemærkelsesværdig bog med overskriften: ”How Everything Became War and the Military Became Everything – Tales from the Pentagon.” Den er skrevet med baggrund i hendes tid i Obamas administration. Hun siger, mens amerikanerne generelt har meget lav tillid til den offentlige sektor, har de enorm tillid til militæret. Det betyder, at USA har tendens til at lægge opgaver hos militæret, som ingen andre kulturer ville gøre. Hun fortsætter, at mens USA i perioder har været meget kommunistforskrækket, så er der i USA en stat i staten. Det er ikke en demokratisk stat. Tværtimod, den er styret oppefra og ned af ganske få mennesker. Den har sine egne regler, egne domstole, politi og fængsler, egne sygehuse og tandlæger – som er gratis, egne byer, butikker, skoler, osv. Det lyder jo lidt som en kommunistisk stat i staten, men det er det ikke. Det er USA’s militær.

Det er almindeligt kendt, at USA til trods for årlige skoleskyderier ikke er i stand til at få en ordentlig våbenlovgivning. I Europa har staterne over 100 år inddrevet våben fra befolkningen. Således er der strenge regler for at have og opbevare håndvåben. I USA kan man i nogle stater gå ind i et supermarked og købe en halvautomatisk riffel på sit glatte ansigt. I USA er der 90 våben pr. 100 indbyggere. I Danmark færre end ti. Vi tænker ofte, at amerikanerne er ligesom os, men det er de ikke. De har en markant anden kultur og andre værdier, navnlig når det kommer til våben. Mens den amerikanske filmhelt har våben og skyder og dræber de onde, laver Danmark film som Flamberede hjerter, Festen og Druk.

Ofte tillægges våbenlobbyen ansvaret for den liberale amerikanske våbenlov. Ligesom den har indflydelse på amerikansk indenrigspolitik, har den også på amerikansk udenrigspolitik. Våbenproducenterne er ligeglade med, om det er amerikanske eller europæiske skatteydere, som betaler, – bare der er omsætning i butikken. Summen af ovenstående resulterer i, at ingen andre nationer har så meget militær som USA.

USA har verdens ti største hangarskibe af Nimitz-klassen, som er ved at blive afløst af ti endnu større af Ford-klassen. Det betyder US NAVY pt. har 11 hangarskibe i drift, ti af Nimitz-klassen og et af Ford-klassen. Herudover kommer et antal tilsvarende skibe under United States Marine Corps.  Derfor er USA den eneste Nation i verden, som kan projektere militærmagt overalt på jorden, og det gør de. Siden 1991 har USA interveneret militært i 100 lande. Til sammenligning har Rusland et hangarskib, som ikke er operativt, men har ligget på værft siden 2017. Kina har to hangarskibe, og et mere på vej. Kina har sidst været i krig i 1978. USA har 128 militærbaser spredt rundt over hele kloden, Kina har en i Djibuti, Rusland 21, der alle sammen ligger i tidligere sovjetrepublikker bortset fra Syrien. Sidstnævnte er muligvis under afvikling.

Roosa Brooks beskriver, hvordan 20 mennesker samles om et bord. En uniformeret herre træder ind og viser en PowerPoint med en ung mand. Han kører på knallert, han køber frugt, han drikker te, osv. Ikke på et eneste billede ses han med våben eller sprængstoffer. Soldaten fortæller, at han er en af verdens mest eftersøgte terrorister. Da mødet er slut, har forsamlingen autoriseret drabet på den unge mand. På et eller andet tidspunkt affyrer et krigsskib et missil, styret af en operatør i USA, som rammer præcist et eller andet sted i Afrika, Mellemøsten eller Pakistan og slår den unge mand ihjel sammen med alle, der tilfældigvis var sammen med ham.

Hillary Clinton sagde, ”beskyld de andre for, hvad du selv gør. Sådan slipper du afsted med det.” Er det, det vi ser, når USA fylder sine allierede med våben, og råber vagt i gevær overfor Kina og Rusland? Sikkerhedsdilemmaet er jo, at mere sikkerhed i form af militær til den ene part, tilsvarende udgør en trussel og mindre sikkerhed til den anden part. I 1999 skrev to kinesiske oberster en bog med titlen ”Unrestricted Warfare”, hvor de på baggrund af Golfkrigen i 1990 siger, at tiden for konventionel krigsførelse er forbi. De begrunder det med, at USA var så knusende stærk, at al rivalisering ville ty til hybridkrigsmetoder i stedet for. Altså andre midler end krig. De tilføjer, at fordelen ved økonomisk krigsførelse er, at man kan opnå betydelig skade på modstanderen, uden at der er nogen krænket part. Det kan man jo sammenholde med udflagningen af industrien fra vesten, og hvordan store dele af arbejderklassen er blevet forvandlet til et overførselsindkomstproletariat, der lever i en nedadgående spiral af sociale problemer, misbrugsproblemer, narko og kriminalitet.

Kina betoner altid, at de vil opnå deres mål med fredelige midler, og jeg ser mere den kinesiske oprustning som reaktion på militær opbygning blandt Kinas potentielle modstandere, end som Kinesiske ambitioner om store erobringskrige. Når USA er verdens stærkeste militære magt, hænger det også sammen med at være førende på stålindustri, våbenindustri og teknologi. Derfor har Kina sagt, at de vil være førende på stål og teknologi, for dermed kommer også potentielt den militære overhøjde. Man siger at magten i disse år går fra ”the West to the rest”. Når og hvis Kina bliver verdens stærkeste økonomi, er det et godt spørgsmål, om de vil omsætte det i militær magt, og om de vil udnytte det? De to førnævnte oberster siger, at med atomvåben stoppede våbenkapløbet. Der er allerede atomvåben nok til at ødelægger jorden flere gange, og det giver intet at kunne ødelægge den en gang til. Derfor vil verdens nationer søge mod andre metoder. Men som vi har set, fortsætter krigene.

Der er forskellige opfattelser af krigen i Ukraine. Bidens administration og Europa abonnerede på opfattelsen, at det var Ukraines suveræne ret selv at vælge allianceforhold. Trumps administration finder, at det var NATOs ønske om ekspansion ind i Ukraine, som provokerede Rusland i krig. Europa har reageret med forargelse og vil hverken tale eller handle med Rusland, men Trump er begyndt på begge dele i stor stil. På det helt åbenlyse plan handler konflikten om Rusland, der tager våben i hånd imod Ukraine. Det er et godt spørgsmål om der var flere delmål i planen? Med krig i Europa opnår USA usikkerhed, hvormed man må forvente, at de Europæiske stater vil øge deres indkøb af våben betragteligt. Rusland bliver droppet som leverandør, og mange råvarer bliver i stedet for hentet hos USA. Samtidig giver det USA en større politisk rolle i Europa på bekostning af Fransk/Tysk lederskab. Og endelig medfører en proxy-krig med ukrainske statister imod Rusland et hårdt slid på og en svækkelse af Rusland. Kommer Ukraine med i NATO vil det bidrage til at omringe Rusland og give mulighed for NATO at angribe ikke kun fra vest, men også fra syd. Det hævdes, at de neokonservative for 30 år siden udarbejdede en sådan plan. Hvilke variable, der har stået i Bidens regneark, kan vi kun gisne om. Nu er Trump kommet til, og han hiver tæppet væk under det hele. Dermed er vi kommet til det sidste punkt, jeg vil fremhæve.

USA er et demokrati. Det betyder, at der kommer en valgkamp, hvor præsidentrivalen vil kritisere den siddende præsidents politik. Bush ville omdanne Irak og Afghanistan til demokratier, Obama ville stoppe disse krige, og åbnede døren på vid gab for Islamisk stat i Syrien og Irak. Trump og Biden trak stikket til Afghanistan. Trump aftalte en fred med Taliban, hvor de intet skulle gøre til gengæld andet end at vente, og Afghanistans regering og USA’s allierede i NATO blev ikke engang hørt. Biden valgte den hårde tilgang til Rusland. Trump sadler om og giver Rusland sejren for fred. Demokratier er systemer altid i splid med sig selv og derfor ufatteligt dårlige til at fastholde en langsigtet strategisk målsætning. Demokratier har som regel en planlægningshorisont, som varer til næste valg. USA opfører sig som den evige sinuskurve. DR viste fornyelig en udsendelse om afslutningen på krigen i Afghanistan, hvor en afghansk embedsmand giver USA følgende karakteristik: USA opfører sig som en elefant i en porcelænsbutik, og de knuste skår er vores liv. Til listen kan føjes ukrainske, irakiske og danske soldaters liv.

USA er på mange måder vor tids svar på det romerske rige. USA’s allierede har haft lige så lidt indflydelse som Rom gav sine allierede. USA er en John Wayne kultur. Når det eneste værktøj man har er en hammer, bliver alle problemer til søm. Det er næsten altid militæret USA får fat i, når de griber i værktøjskassen efter løsninger. Bagved står stærke økonomiske interesser i våbensalg. Med tilføjelse af det politiske pendul bliver skaden på den omkringliggende verden betragtelig.

Jeg tror, der kommer noget godt ud af den nuværende situation. Trumps adfærd vil endelig få det til at gå op for Europa, at afgørelsen aldrig falder på slagmarken, men blandt de amerikanske vælgere. Derfor er det mit håb, at Europa vil sige nej tak, næste gang USA beder om hjælp til krig. I 80 år har Europa ladet USA træffe alle strategiske beslutninger. Det er forhåbentligt slut nu.

EU har vist sig som en meget dygtig hybridkrigsaktør, og har vundet millioner af kvadratkilometer i Østeuropa uden at løsne et skud. Det vil være en meget stor fejl at afløse denne fredelige strategi med at overtage USA’s væbnede tilgang. Vi bør lytte til vores erfaringer og lægge den aktivistiske udenrigspolitik helt i graven og forbeholde vores militær til forsvar af NATOs eget område. Derfor skal vi have et troværdigt forsvar, og NATO bør ledes af Europa. Det skal være slut med at gribe militært ind i områder udenfor. Det er dyrt og ender som en katastrofe næsten hver gang.

USA sælger altid disse krige på demokrati, frihed og andre slagord, men realiteterne på slagmarken er, at mennesker dør, værdier bliver ødelagt, og der kommer intet godt ud af det.

Trump vil have fred. Der er nogle hårde realiteter, og det er, at frontens forløb danner udgangspunkt for den ny grænse, og at Ukraine ikke kan få amerikanske sikkerhedsgarantier. I stedet for prøver Trump at involvere USA økonomisk i Ukraine for at afskrække Rusland. Det er naturligvis en bitter pille at sluge for Zelenskyj og Ukraine, som er blevet offer for ovenstående mønster. For Trump er Ukraine en taber sag, og han vil have USA ud af den. Trump ser ingen mulighed for at skubbe Rusland tilbage og er bekymret for, om det skal udvikle sig til 3. verdenskrig.

Det er svært at læse Trump, fordi hans kommunikation er så ekstrem. Enten er han gal eller genial? Chok synes at være en del af hans kommunikationsstrategi. Bagefter trækker han halvdelen tilbage. Men hvad er hans inderste værdier? Er han en købmand, som ikke kan se nytten i krig? Er han en grådig egoist, som kun tænker på at berige sig selv og måske USA? Vil han forvandle USA til et plutokrati, som Ukraine og Rusland? Der er sikkert nogen, som kan give et kvalificeret svar herpå. Ellers må vi vente og se. Man kan spørge videre, får Trump nogen varig effekt på USA? Kommer der en demokrat om fire år, og kører sinuskurven videre i sit gamle spor? Store systemer har stor træghed. Trump har højst to år, før hans flertal forsvinder. Det er nok begrænset, hvor meget han kan nå at ændre USA. Han lever ej heller evigt.

Hvor efterlader det Europa? Først skal Europa beslutte, om Europa vil fortsætte krigen uden USA, om Europa vil prøve at sabotere fredsprocessen og vinde tid, eller om de vil acceptere en fred gennem Trump. Hvis de accepterer fred, skal Europa beslutte, om Europa vil være med til at vinde freden, eller om Europa vil isolere Rusland og forberede sig på næste krig? Personligt tror jeg, vi står os bedst ved at bakke op om Trump. Det giver os den bedste relation til USA, og det deeskalerer situationen til alles bedste. Europa burde være Ruslands største samhandelspartner, og naturligvis bør vi kunne engagere i diplomati med Rusland. Det vil også gavne navnlig Tysklands og dermed hele Europas økonomi. Det er ikke i vores interesse at skubbe Ruslands vældige resurser i armene på Kina.

Hvad vil modstanderne sige? Vi har allerede prøvet at handle med Rusland? Hvis man sammenligner de forhold EU har tilbudt Rusland og Tyrkiet, så vil man nok hurtigt nå frem til, at Rusland snarere har fået den kolde skulder. At handle med Rusland er blot at investere i Russisk oprustning? Erfaringerne fra 1. og 2. verdenskrig viste, at det var bedre at få Tyskland med ombord, end at isolere Tyskland. Sejren i Ukraine har kostet Rusland rigtigt dyrt, og Putins ben er begyndt at ryste som følge af det psykiske pres. Jeg tror Rusland ønsker fred og et godt forhold til Europa. Men Rusland er kun interesseret i genskabe imperiet? At Lavrov i Riyadh sagde, at Rusland intet havde imod, at Ukraine kom med i EU, synes fuldstændigt at drukne i støjen fra europæiske politikere og eksperter, som ønsker at bekræfte hinanden i, at Rusland ved Putin er det 3. Riges genkomst. Krigen har udstillet Ruslands militær som ret ringe og på et lavteknologisk niveau. Mens det tog Tyskland et halvt år at køre fra Polen til Moskva i 1941, så har det taget Rusland tre år og enorme tab at tage 18% af Ukraine. Det er på ingen måde imponerende. Derfor skal det være min anbefaling, at vi giver freden en chance. Vi hjælper Ukraine med genopbygning. Vi genoptager handel og samarbejde med Rusland. Og vi skaber et troværdigt forsvar, som yder os sikkerhed, og samtidig giver vores arbejdsstyrke et kvalitativt løft gennem værnepligten.

Peter Ernstved Rasmussen: Forsvarsløs, når den største trussel kommer indefra.

Anmeldelse af kaptajn, cand. Polit Preben Bille Brahe.

Peter Ernstved Rasmussen har en baggrund i hæren som reserveofficer. Han har som journalist i mange år beskæftiget sig med forsvarspolitik og har derfra haft en fortrinlig udsigt til den lange række af ødelæggende beslutninger og sager, som har nedkæmpet Forsvaret. Det er en fremragende bog.

Det, der først og fremmest er rystende ved Peter Ernstved Rasmussens beretning, er omfanget af korruption i Forsvarets ledelse. Bag beslutningen om at detronisere forsvarschefen, stod primært et ønske om at omfordele magten over Forsvaret til egen fordel. Derudover er der flere nepotismesager og sager om underslæb.

Bogen er til tider meget underholdende. Ikke mindst beretningen om det berømte dobbeltinterview med Trine Bramsen og Flemming Lentfer er morsomt skrevet. Det er jo et helt legitimt synspunkt, at ministeren udtaler sig på områdets vegne. Sådan er det i miljøpolitik, sundhedspolitik og uddannelsespolitik. Men i Forsvaret er der en anden kultur og tradition. Det var Trine Bramsen ikke helt med på, og hun kom i den grad på glatis.

Man skal næsten til bogens afslutning for at finde et samlet bud på kilden til problemet. Nemlig opfattelsen at en leder er en generalist og ikke behøver nogen faglighed. Med andre ord er man akademiker, så kan man også sættes til at lede hvad som helst. Det betyder at spidsen af forsvaret blev besat af akademiske generalister uden faglig indsigt overhovedet. De har været dygtige til magtspillet og dygtige til at ignorere fagligheden. Forfatteren rejser den mistanke, at det samme gælder politiet, sundhedssektoren, uddannelsessektoren osv. Således er forsvaret kun en repræsentant for et mere generelt og udbredt problem i samfundet. At kyniske embedsmænd får politikerne til at beslutte meget store reformer, som embedsmændene bruger til at mele deres egen kage.

Et gennemgående tema i bogen er ledelsens knægtelse af de ansattes ytringsfrihed. Ledelsen nægtede at lytte til kritik og advarende røster. Der blev slået ned med hård magt på ansatte, som ikke bakkede loyalt op om ministeriets vanvid. Forfatterens påstand er, at de politiske beslutninger bliver bedre, hvis de ansatte får lov at blande sig i debatten med deres faglighed.

Bogen er i høj grad en personlig beretning baseret på forfatterens oplevelser og interviews i den lange historie om Forsvarets opløsning. Peter Ernstved Rasmussen har befundet sig andre steder og i andre luftlag, men Jeg kan sagtens genkende hans historie fra mine egne oplevelser i forsvaret, som begyndte i 1982.

Grundet Peters baggrund er fagligheden i bogen grundlæggende journalistisk. Den militære faglighed er ikke dyb, og der er heller ikke andre dybere økonomiske eller tekniske redegørelser. Mange af bogens påstande, står hen som påstande, hvor man savner noget argumentation og dokumentation. F.eks. efterlader forfatteren en med indtrykket, at reduktion af værnepligten til fire måneder, og indførelse af hærens resterende uddannelse på løn og ydelser, slet ikke var nogen besparelse. Men er det rigtigt?

Forfatterens grundsyn synes at være at forsvar er godt. Det betyder, at mere forsvar er bedre, og mindre forsvar er dårligt. Der er ingen dybere refleksioner over, om hvorvidt for eksempel de internationale operationer og den blinde følgagtighed efter USA var rigtig eller forkert? At resultaterne af krigene i Afghanistan, Irak og Libyen var ulykkelige, er uden dybere refleksion. Det er ellers meget oppe i tiden efter Danmarks radios dokumentar i seks dele ”Velkommen til frontlinjen”. Disse spørgsmål ligger uden for bogens sigte. Der er kritik af, at vi alt for hurtigt nedlagde mobiliseringsforsvaret og alt for voldsomt høstede af fredsdividenden. Set i lyset af den sikkerhedspolitiske udvikling er det utvivlsomt rigtigt.

Trods bogens begrænsning, er der i høj grad tale om en læseværdig bog. Bogen er unik. Der findes ingen andre som den, som giver en samlet fremstilling af den lange og kontinuerte række af forsvarspolitiske møgsager.