Peter Ernstved Rasmussen: Forsvarsløs, når den største trussel kommer indefra.

Anmeldelse af kaptajn, cand. Polit Preben Bille Brahe.

Peter Ernstved Rasmussen har en baggrund i hæren som reserveofficer. Han har som journalist i mange år beskæftiget sig med forsvarspolitik og har derfra haft en fortrinlig udsigt til den lange række af ødelæggende beslutninger og sager, som har nedkæmpet Forsvaret. Det er en fremragende bog.

Det, der først og fremmest er rystende ved Peter Ernstved Rasmussens beretning, er omfanget af korruption i Forsvarets ledelse. Bag beslutningen om at detronisere forsvarschefen, stod primært et ønske om at omfordele magten over Forsvaret til egen fordel. Derudover er der flere nepotismesager og sager om underslæb.

Bogen er til tider meget underholdende. Ikke mindst beretningen om det berømte dobbeltinterview med Trine Bramsen og Flemming Lentfer er morsomt skrevet. Det er jo et helt legitimt synspunkt, at ministeren udtaler sig på områdets vegne. Sådan er det i miljøpolitik, sundhedspolitik og uddannelsespolitik. Men i Forsvaret er der en anden kultur og tradition. Det var Trine Bramsen ikke helt med på, og hun kom i den grad på glatis.

Man skal næsten til bogens afslutning for at finde et samlet bud på kilden til problemet. Nemlig opfattelsen at en leder er en generalist og ikke behøver nogen faglighed. Med andre ord er man akademiker, så kan man også sættes til at lede hvad som helst. Det betyder at spidsen af forsvaret blev besat af akademiske generalister uden faglig indsigt overhovedet. De har været dygtige til magtspillet og dygtige til at ignorere fagligheden. Forfatteren rejser den mistanke, at det samme gælder politiet, sundhedssektoren, uddannelsessektoren osv. Således er forsvaret kun en repræsentant for et mere generelt og udbredt problem i samfundet. At kyniske embedsmænd får politikerne til at beslutte meget store reformer, som embedsmændene bruger til at mele deres egen kage.

Et gennemgående tema i bogen er ledelsens knægtelse af de ansattes ytringsfrihed. Ledelsen nægtede at lytte til kritik og advarende røster. Der blev slået ned med hård magt på ansatte, som ikke bakkede loyalt op om ministeriets vanvid. Forfatterens påstand er, at de politiske beslutninger bliver bedre, hvis de ansatte får lov at blande sig i debatten med deres faglighed.

Bogen er i høj grad en personlig beretning baseret på forfatterens oplevelser og interviews i den lange historie om Forsvarets opløsning. Peter Ernstved Rasmussen har befundet sig andre steder og i andre luftlag, men Jeg kan sagtens genkende hans historie fra mine egne oplevelser i forsvaret, som begyndte i 1982.

Grundet Peters baggrund er fagligheden i bogen grundlæggende journalistisk. Den militære faglighed er ikke dyb, og der er heller ikke andre dybere økonomiske eller tekniske redegørelser. Mange af bogens påstande, står hen som påstande, hvor man savner noget argumentation og dokumentation. F.eks. efterlader forfatteren en med indtrykket, at reduktion af værnepligten til fire måneder, og indførelse af hærens resterende uddannelse på løn og ydelser, slet ikke var nogen besparelse. Men er det rigtigt?

Forfatterens grundsyn synes at være at forsvar er godt. Det betyder, at mere forsvar er bedre, og mindre forsvar er dårligt. Der er ingen dybere refleksioner over, om hvorvidt for eksempel de internationale operationer og den blinde følgagtighed efter USA var rigtig eller forkert? At resultaterne af krigene i Afghanistan, Irak og Libyen var ulykkelige, er uden dybere refleksion. Det er ellers meget oppe i tiden efter Danmarks radios dokumentar i seks dele ”Velkommen til frontlinjen”. Disse spørgsmål ligger uden for bogens sigte. Der er kritik af, at vi alt for hurtigt nedlagde mobiliseringsforsvaret og alt for voldsomt høstede af fredsdividenden. Set i lyset af den sikkerhedspolitiske udvikling er det utvivlsomt rigtigt.

Trods bogens begrænsning, er der i høj grad tale om en læseværdig bog. Bogen er unik. Der findes ingen andre som den, som giver en samlet fremstilling af den lange og kontinuerte række af forsvarspolitiske møgsager.